Per Kirkegaard, entreprisechef for Fyn og Sjælland hos Dansk Overfladebelægning I/S (DOB), fejrer den 21. april sit 30-års jubilæum hos virksomheden.


Tilbage i 1992 lå det ikke i kortene, at Per Kirkegaard skulle andet end lægge veje, stier og pladser rundt omkring i Danmark. Det gjorde han da også i flere år – men i 2000 blev han formand for et af overfladebelægningssjakkene. I 2006 blev han forfremmet til entrepriseleder, og i 2013 blev han virksomhedens entreprisechef, hvor han har ansvaret for opsøgende salg og tilbudsgivning, og for planlægning, opstart og ledelse af opgaverne.


Per Kirkegaard holder specielt af mødet med kunderne, specielt på privatkundeopgaverne, hvor kunden er med fra start til slut, og han glæder sig over, at antallet af den type opgaver har været støt stigende i DOB siden 2017. Men den opgave, han er mest stolt af at have bidraget til at løse, er renoveringen af slotspladsen i Oslo. Dels naturligvis på grund af det flotte resultat, men også på grund af den gode struktur og ledelse af hele entreprisen.


30 år i ét firma er mange år, men Per Kirkegaard fortæller, at han aldrig har været kørt fast i sit arbejde, fordi det altid har været udviklende, både fagligt og personligt.
Privat er Per Kirkegaard 58 år, han er gift og har to børn og fire børnebørn i alderen 1, 2, 10 og 13 år). I fritiden holder han meget af landevejscykling, og i vinterhalvåret holdes formen ved lige med badminton.