Virksomhed skifter navn og flytter ind i Middelfart Business House

0
156

Bering v/Ulla Vitus Bering ændrer pr. 1. september 2019 navn til BERING&BERING, og samtidig bliver firmaet en del af kontorfællesskabet Middelfart Business House på Værkstedsvej i Middelfart.

Firmaet beskæftiger sig med bogholderi, ejendomsadministration, transskribering og korrektur, og geografisk kommer kunderne fra næsten alle landsdele.

Indehaver Ulla Vitus Bering glæder sig over udvidelsen, der skyldes den store kundetilgang, som firmaet har oplevet hen over sommeren.

Min vision for firmaet er selvfølgelig, at kunderne er glade og tilfredse, men også at de opfatter os som kompetente, kvalitetsbevidste, stabile, nærværende og som en god sparringspartner – og bag en god sparringspartner er der altid et godt netværk.

Navnet BERING&BERING udspringer af et spirende samarbejde mellem mor og søn, der over det sidste halve år har taget fart. Samuel Riisom Bering vil derfor være at finde på kontoret nogle timer ugentligt. Det glæder jeg mig rigtig meget til, for så er jeg ikke længere alene om at diskutere med chefen, griner Ulla Vitus Bering.

At være mor og søn i arbejdsmæssig sammenhæng er heller ikke noget problem, for når vi arbejder sammen, er vi partnere. Vi er begge kreative og vildt gode til at ping-ponge og udvikle idéer. Det er en kæmpe fornøjelse og en stor drøm, der går i opfyldelse, fortæller Ulla Vitus Bering.

Logoet, den grønne glade blæksprutte, der i øvrigt er tegnet af datteren Selina Riisom Bering, forbliver firmaets logo, så måske vi i fremtiden bliver til 3 x Bering, hvem ved, slutter Ulla Vitus Bering.

Det nye navn og den nye adresse markeres med en reception for forretningsforbindelser, netværk, familie, venner og bekendte fredag, den 6. september 2019 kl. 13.00 – 17.00 på adressen Værkstedsvej 12, Middelfart.