Ugens Kurt: Helle Høyer

0
49
Foto: Thomas Lægaard.

Denne Ugens Kurt er en varm fortælling med et af de kendte ansigter fra detailhandlen i Fredericia. Vi sætter Helle Høyer fra Kop & Kande i den varme stol over en kop kaffe på byens kaffebar, alt imens byens liv stille vågner udenfor.

Man skulle ikke tro, at det var vinterferie, vejret er mildt og det drypper en lille smule udenfor. Skulle der være en enkelt sky, så kan denne Ugens Kurt fjerne den med sit smittende humør, mød den 55-årige Helle Høyer fra Kop & Kande.

Helle er født i Kolding, men hun har haft sin opvækst i Taulov. Det var en klassisk dansk historie med gode skoleår i folkeskolen fra første til tiende klasse, en masse legekammerater på villavejen og en søskenendeflok på fem.

“Det var et dejligt sted at vokse op, Taulov Skole var god. Min mor var hjemmegående, så det var meget trygt. Jeg gik til gymnastik og jeg var spejder, da jeg var lille. Vi har altid lært, at vi skulle tjene vores egne penge, så meget at min fritid gik også med børnepasning”, siger Helle.

Søskendeflokken bød på fire piger og til sidst en dreng, Helle var placeret lige i midten af rækken. Da Helle kun var 17 år gammel, startede hun i lære, det blev faktisk starten på en lang karriere i samme fag. På grund af den unge alder, måtte hendes far skrive under på lærekontrakten. Læretiden skulle foregå i Fredericia, hun skulle i lære som isenkræmmer hos Trævarehuset i Købmagergade. Hun tog turen til Fæstningsbyen i to år, indtil hun som 19-årig flyttede til Fredericia i Jyllandsgade nær kasernen.

“Det var fuldstændig tilfældigt, at jeg kom i lære som isenkræmmer, jeg var faktisk også deres første elev. Efter nogle år skiftede det fra Trævarehuset til Imerco. Selvom det var tilfældigt, at jeg blev isenkræmmer, så kunne jeg aldrig tænke mig noget andet”, siger Helle.

Helle har en god egenskab, man føler sig enormt tryg i hendes selskab, hun både lytter og fortæller. Der bliver derfor også tid til lidt udenomssnak og kaffedrikkeri. Helle drikker den sort, jeg har valgt den med mælk.

“Efter nogle år som udlært, så skulle der ligesom ske noget andet. Jeg så en annonce i avisen, at de søgte en isenkræmmer i Hammel, jeg vidste slet ikke, hvor Hammel var dengang”, griner Helle, hvis latter er meget smittende.

Helle fik jobbet og boede nogle år i Hammel. For hende var det spændende at skulle prøve noget andet i en anden by. Hun havde nogle gode år i Hammel, det var en sjov tid i et center, hvor der var mange andre unge. Hun har faktisk stadig venner deroppe i det midtjyske.

Helle fik en kæreste, der fik hende sendt tilbage til Trekantområdet. Hun flyttede til Kolding, hvor hun faktisk har boet lige siden. Udover at komme tilbage, så blev hun også gift og fik to dejlige piger. Hun fik job som isenkræmmer hos Lumbye i Kolding, hvor hun efter nogle år søgte tilbage til Fæstningsbyen. Helle fik igen job, hvor hele isenkræmmereventyret startede: På sin gamle arbejdsplads, Imerco.

“Det var svigersønnen fra lærepladsen, Mogens Christensen, der havde overtaget det, det er næsten 26 år siden. De havde en sød kvinde ansat der, som hed Lise Møller, vi fandt hurtigt hinanden og der startede vores venskab”, siger Helle.

Helle forlod så Imerco igen, men hun lod ikke Lise i stikken særlig længe, hun var væk cirka fem år, hvor hun arbejdede med isenkram på engros-siden. Men hendes venskab med Lise var intakt og det nåede nye højder, da de så sammen åbnede Kop & Kande i september 2010.

Samarbejdet med Lise er næsten som Ying og Yang, Helle er taknemmelig for deres samarbejde, hun tror heller ikke, at hun ville kunne eje en butik uden Lise og omvendt. Faktisk føler Helle sig en smule amputeret, hun mangler sin gode veninde ved hendes side, her imens hun deler ud af sit liv som Ugens Kurt.

I hele 38 år har Helle været isenkræmmer, ja udover barnepige, så har hun ikke været andet.

“Jeg har det lidt sådan, at jeg har en isenkræmmer i blodet. Der sker så meget i branchen, der kommer noget nyt hele tiden. Jeg har prøvet flere kæder og har både været almindelig ansat, arbejdet i et engrosfirma og nu butiksejer, jeg bliver aldrig træt af det. Kop & Kande er en fantastisk kæde, det er en kæde i udvikling”, siger Helle.

Det at have butik sammen med en god veninde giver også muligheder for at planlægge sin fritid bedre, og er der en ting som Lise og Helle er enige om, så er det at passe på familien. Helle er lige blevet mormor igen, først kom Ellen som er to år nu, og så er Agnes lige kommet til verden. De to butiksejere har på skift fri, hver onsdag til at holde bedstemordag.

“Det er så vildt at blive mormor, det er næsten større end det er selv at blive mor, man har mere overskud til det nu, end man havde dengang. Enten holder Ellen helt fri eller jeg henter i institution, så tager vi i skoven eller fodrer ænder, det er kvalitetstid hele vejen”, siger Helle om rollen som Mormor.

Fritiden

Helle og hendes mand elsker at rejse, det går ferierne ofte med. Rejserne kan variere om det er langt eller tættere på, men en ny rejse er i støbeskeen, hvor Helle og manden gerne vil køre rundt i Canada i en autocamper. En anden ferie, der også er planlagt er med hele familien til Bornholm, så de to små, svigersønnerne og manden kan få deres første møde med Solskinsøen. Både manden og Helle er selvstændige, så de nyder deres fritid, de har sommerhus ved Sandersvig,som de nyder så tit, de kan.

Familiens hund bliver luftet, og så træner Helle lidt i fitness.

Kop & Kande

“Jeg har altid brugt køreturene fra Kolding til planlægning, det har været en god opladning. Det der har været sværest ved rejsen som selvstændig har nok været det med at lede folk, jeg er ikke den fødte leder. Men jeg står for personaledelen, det kan være svært at få til at gå op. Vi har et godt team og personale, men jeg er nok bedre til at være købmand”, griner Helle.

Helle er nervøs for om, hun nu kom til at fremstå som en dårlig leder, det giver lige anledning til lidt grin. Vi drikker lidt af kaffen og fortsætter snakken om Kop & Kande og hendes makkerskab med Lise.

“Vi er et godt makkerpar, der var der også nogen, der tvivlede på fra starten, men det har kørt godt. Vi har delt tingene op: Jeg har alt køkkenudstyr og Lise har de skøre varer som porcelæn. Jeg har altid arbejdet med køkken og el, det synes, jeg er spændende. Jeg kan godt lide køkkenmaskiner, lige nu er det powerblendere, fuldautomatiske kaffemaskiner og sousvide. Der kommer hele tiden noget nyt”, siger Helle.

Angående at få en anden placering end i Midtpunktet, så er det noget de to ejere flere gange har drøftet. Men selvom butikken er tætpakket, så er den charmerende og ligner ikke mange andre isenkræmmerbutikker.

“Vi kunne da godt bruge 100 m2 mere, men flere af vores kunder er er glade for vores butik. Vi oplever også flere gange, at vi bærer varerne ud til kundernes biler på parkeringspladsen, det er en del af charmen ved vores placering”, siger Helle.

Det har været en særdeles hyggelig Ugens Kurt-beretning, og jeg skal uden tvivl forbi i løbet af ugen for at kalde Helle for Kurt. Mens jeg pakker min laptop væk, suser Helle ud af døren, op ad Gothersgade, hen ad Danmarksgade og ind i Midtpunktet. Der venter kollegaen Lise og Helle behøver ikke føle sig amputeret.


https://fredericiakunstforening.dk/
Annonce