Ugens Kurt er 54 år, bidt af en gal fodbold, fast inventar til håndbold, fodbold og events i byen. En hjælpende sjæl der arbejder løsningsorienteret og altid er klar på at give et nap med. Ugens Kurt er Bo Zoéga Jørgensen.

Bo Zoéga Jørgensen er et kendt ansigt i Fredericia Idrætscenter, hvor han i 2020 kan fejre 16 års jubilæum i byens idrætsmekka. Han blev født i 1966 på Sct. Josef til klokkerne af Sct. Michaelis Kirke i Fæstningsbyen, hvor faderen var værnepligtig.

Han voksede op i hollænderkvarteret i Middelfart, hvor dagene gik med fodbold, fodbold, aftensmad og mere fodbold, skruede i knallerter, var ung, blev konstabelelev, konstabel, blev far, tog en civil uddannelse (som det hedder, når man uddanner sig udenfor Forsvaret red.), blev kørende sælger, vægter, inden han havnede på hylden, hvor han gerne ser sig selv mange år endnu; Fredericia Idrætscenter. Han danner i dag par med en anden “Ugens Kurt” – Susanne.

Vi sidder på Kurt’s Kaffebar en torsdag formiddag ved højbordet. Den originale Kurt sidder her også – vi taler om byens trafikale udfordringer, inden baristaen Emil serverer en americano for Bo og en sort kop kaffe til skribenten. Kurt Egebro hilser af, og Bo sætter sig på stolen for at berette om sit liv.

“Mine forældre var fra Middelfart, men mine bedsteforældre boede i Fredericia, så vi var knyttet til begge byer. Vi var tre brødre, der voksede op i et godt, trygt og venligt hjem. De første par år, mens jeg gik på Hyllehøj Skolen i Middelfart, var min mor også udearbejdende, hvilket min far også var. Han var slagter. Da min yngste lillebror blev født, blev min mor dagplejer, så der var altid nogen hjemme,” fortæller Bo og fortsætter:

“Det var dejligt, det gav ligesom en ro, så jeg var aldrig et SFO-barn. Min skoletid husker jeg som en god tid, selvom jeg i de større klasser, da jeg var kommet på Øster Skole i 8-10.klasse, husker, at jeg måske skulle være skoleinspektør som voksen, for hos ham sad jeg godt nok meget.”

Bo griner og drikker lidt kaffe, inden han fortæller videre.

“Jeg var bare en dreng på godt og ondt. Når der ikke stod skole på programmet, så spillede jeg fodbold i MG og BK, på grønsværen, hvor vi boede og trompet gennem 12 år i Skjoldgarden. Det var en skøn barn- og ungdom.”

Bo Zoé Jørgensen husker tydeligt de mange fodboldkampe på “Centerbanen”, som grønsværen ved hollænderkvarteret blev døbt med baggrund i Vestfyns Centret, der lå tæt ved.

“Igen må jeg sige, det var en anden tid end i dag, hvor tablets og andet stjæler opmærksomheden. Vi spillede fodbold fra morgen til aften, efter skole til aftensmad, og igen, når vi havde spist. Jeg spillede fodbold i klub til ynglingetiden, hvorefter det at skrue i knallert og være ung begyndte at tage over,” fortæller Bo.

I august 1983 rejser en 17-årig Bo Zoéga Jørgensen til Fredericia for at blive konstabelelev hos Telegrafregimentet på Ryes Kaserne. Det var starten på et nyt liv.

“Det var stort. Jeg boede på kasernen de første ni måneder, som man skulle. Det var en god tid, og noget jeg synes, at alle unge knægte burde prøve. Det med at stå på egne ben og tage ansvar for sit eget liv i en ung alder, lære noget dannelse og det at begå sig, men også indordne sig i et fællesskab, er vigtigt. Jeg blev så hængende i 15 år, hvilket jeg ikke regnede med dengang”, siger Bo og samler op.

“Det var femten rigtig gode år af mit liv – særligt på grund af kammeratskabet. Jeg havde ikke en drøm om at blive bankdirektør eller lignende. Jeg blev nok hængende, fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ville – og hvorfor flytte eller skifte arbejde, når man havde det godt, hvor man var.”

Kan du huske, hvordan det var at være en 17 år gammel konstabelelev?

“Ja, det kan jeg. Det var en hård og træls tid, hvis jeg ser på opgaverne. Vi lavede alt muligt, men det at kravle rundt i mudder trak tænder ud. En episode står klart: Det havde regnet meget, og vi blev befalet ned på navlen for så at kravle fremad. Jeg så en vandpyt længere fremme, hvorfor jeg ville kravle uden om, men så blev jeg kaldt tilbage igen, for den skulle jeg igennem. Jeg synes selv, at det var naturligt at kravle uden om, men sådan spillede klaveret ikke,” griner Bo og fortsætter:

“Efter ni måneder blev jeg konstabel, hvor mine opgaver blandt andet var at være tropslærer – en der uddanner andre i krop, fysisk uddannelse og træning. Det dækkede alt fra selvforsvar, nærkamp med våben og en tur på forhindringsbanen. Af dem jeg startede med i Forsvaret, var otte soldaterkammerater tilbage i Fredericia, så vi fik et stærkt kammeratskab. Der gik dog mange år, hvor jeg var den yngste i delingen, hvilket jo gav mig en række trælse opgaver, men sådan var kulturen, så man kunne ikke stille spørgsmålstegn herved, men jeg kan huske, at jeg ofte tænke – nu må der gerne komme en ny og yngre mand i klassen.”

Ugens Kurt havde en 35-års kontrakt med Forsvaret, hvilket indbefattede, at han kunne blive der til det 35 år, han blev tilbud en 60-års kontrakt, men takkede nej.

“Jeg kunne ikke se mig selv i Forsvaret. Jeg var blevet far, da krigen brød ud i Jugoslavien. Man kunne sige nej til fredskabende missioner, men ikke nej til fredsbevarende missioner. Jeg blev spurgt om det første, og sagde nej,” siger Bo med alvor i øjnene.

Hvorfor sagde du nej?

“Jeg var lige blevet far til en skøn datter. Jeg vidste også, at det ikke var karrierefremmende, at jeg havde sagt nej til at komme til Jugoslavien, så det var naturligt ikke at fortsætte, men det var far-titlen, der gjorde, at jeg ikke ville af sted. Det ændrede mit syn på verden. Jeg var ikke lige pludselig det vigtigste i mit liv,” lyder det fra Bo.

Fra 1995-1998 var Bo stadig ansat af Forsvaret, mens han tog en række uddannelser. Da han stoppede i 1998, læste han først EFGs basisår, inden han blev uddannet informatikassistent på Svendborg Handelsskole. Familien var i 1991 flyttet til den sydfynske by.

“Det var og er en flot by. Vi havde det godt i Svendborg, selvom jeg fik set mit til Hovedvej 9 – det var jo før motorvejen blev anlagt. Efter min uddannelse var jeg ude at køre som sælger med et væld af forskellige produkter. I slutningen af halvfemserne havde man sprøjtet mine uddannelseskolleger ud fra informatikassistentuddannelse, så det var ikke lige let at finde et job indenfor branchen. Jeg solgte i stedet kirkegårdsartikler, som dækkede alt fra alterlys til arbejdstøj,” fortæller Bo og fortsætter:

“Det var okay bort set fra, at det var ensomt at køre rundt i en kæmpe lastbil. Det var hyggeligt at komme rundt og tale med de forskellige gravere, i de store kirker mødte jeg også kirketjenerne, men det blev for ensomt. Jeg havde tre kolleger, der var på landevejene og besøgte hovedkontoret tre-fire gange om året. I 2000 fik jeg arbejde hos et vagtfirma i Fredericia. Jeg var der i fire år som nattevagt, og jeg kørte rundt i byen. Det var en god tid. Jeg kunne godt lide det med at være mig selv, når jeg kørte rundt om natten velvidende, at jeg kunne komme ud for ubehagelige episoder. – jeg kunne jo møde en indbrudstyv.”

Prøvede du det?

“Ja, jeg husker én episode, hvor jeg stod ansigt til ansigt med sådan en indbrudstyv, men jeg er sikker på, at han var den mest forskrækkede af os to, så der var ingen ballade – og politiet tog ham med.”

I 2004 blev Bo Zoéga Jørgensen ansat som teknisk servicemedarbejder og halassistent i Fredericia Idrætscenter. Her fandt han sin rette hylde og det bedste job han kunne drømme om.

“Det var og er nok det bedste job, jeg har haft i min karriere. Det at komme til Fredericia Idrætscenter var stort. Det er jo et sted, hvor mennesker kommer for at hygge sig, dyrke idræt og bruge husets muligheder. Det er helt fantastisk. Den første tid blev jeg overrasket over, hvor stort et hus, det faktisk er. Selvom jeg havde spillet indendørsfodbold i hallerne, var jeg ikke klar over, at det var så stort. Under mine første aftenvagter tænkte jeg faktisk, at jeg aldrig ville komme til at finde rundt her – tyvetusinde kvadratmeter er faktisk meget,” lyder det fra Bo, der fortæller videre:

“Efter halvandet år fik jeg mulighed for at søge en stilling som teamleder, hvilket bragte nogle andre opgaver med sig. Jeg fik et mere administrativt ansvar, hvilket var spændende og anderledes fra, hvad jeg havde prøvet før. Jeg fik f.eks. ansvar for haller og mødelokaler, samt driften heraf, hvor der senere kom bowling- og keglecenter under ansvarsparaplyen.”

Hvordan ser du jobbet i dag?

“16 år efter er der løbet meget vand i åen. Jeg har været der i mange år, så jeg har en stor viden, der er lige det våde område i forhold til vandbehandling, hvor jeg ikke har den store viden, men ellers har jeg bred viden og et godt indblik i, hvad der sker i huset, og hvad der fungerer. Det gør også, at jeg ofte bliver spurgt til mange ting. Nogle gange er det dejligt, andre gange noget af et pres, men jeg har det godt i Fredericia Idrætscenter, og jeg tror på, at stedet går en spændende fremtid i møde. Det er min plan, at FIC er mit sidste stop i arbejdslivet. Jeg trives, hvor jeg er – og de udviklingsplaner vi arbejder med sammen med Kasper (Kasper Findahl, Leder af Madsbyparken, som tæller Fredericia Idrætscenter red.), så tror jeg på, at vi kan løfte meget og give byen nye store oplevelser og muligheder.”

Hvad med Fredericia?

“Det er en dejlig by. Der er sket meget siden 1983, da jeg flyttede til byen. Fredericia har udviklet sig til en spændende, flot og positiv by, hvor man særligt har vækset kulturelt, men også bymæssigt med Kanalbyen, det er en god by.”

Har du fået andre interesser ved siden af fodbolden?

“Haha, godt du spørger. Altså jeg spiller stadig fodbold på hyggeplan. Vi er et hold gamle soldaterkammerater, der har kendt hinanden i årtier. Vi spiller stadig, og hver andet år drager vi ud i Europa og deltager i EM i firmafodbold. Vi har været i Italien, Østrig, Tyskland og mange andre destinationer flere gange. Vi går på banen for at vinde, men det er ikke det vigtigste – det er fællesskabet. Vi er en familie på godt og ondt. Vi kender hinanden på alle fronter. Vi har også en årlig sommerfest, hvor den bedste kroketspiller kåres og en god herrejulefrokost”, siger Bo og slutter:

“Ellers går tiden med familien og vennerne. Derudover har jeg kastet mig over golf. Det giver mig noget, når jeg skal have “klaret hovedet.” Det giver ro, natur og luft, selvom jeg kan blive frustreret over mit spil på banen, så slapper jeg alligevel af ude på banen.

http://fredericiateater.poweredbyintegra.dk/oversigt.aspx?filmid=155&forestillingid=&internetserial=&webkode=&err=&