TemaBar overtages og laves om til Ghost Bar & Natklub

0
126
Foto: Ghost Bar & Natklub

TemaBar i Havnegade bliver lavet om til Ghost Bar & Natklub. Det oplyser Ghost Bar & Natklub på Facebook.

På deres Facebook-side står der blandt andet:

Hvad er det, der den sidste uges tid har spøgt lidt lyserødt på en masse sociale medier og som lugter lidt i retning af fest?
Det er faktisk historien om far og søn, der har sat sig for at satse hele puljen i fællesskab for at udfylde det tomrum, som mange mangler i nattelivet i Middelfart.

Vi er fuldstændig overvældet over den enorme opmærksomhed som vi har oplevet, siden vi i onsdags offentligjorde et spøgelse, som skulle give stof til eftertanke. Et festspøgelse, som sammen med en række lokale personligheder skulle sende signaler om, at en ny natklub er undervejs i Middelfart.

Det resulterede i flere tusinde følgere på under 24 timer, hundredevis af beskeder, pressen i nakken og rødglødende Facebook og Instagram i forventningen om ny energi i natten. 

Det stiller store krav til os og dem er vi forberedt på at leve op til efter bedste evne. Imidlertid må vi lige trække det hele lidt længere og fortsætte mystikken lidt endnu, men denne første flig af offentliggørelsen betyder, at I godt kan begynde at glæde jer. For det gør vi. 

Vi er en del af byens lokale islæt. Byens hjerte. Vi vil bruge vores rødder fra Middelfart og vores netværk til at skabe mangfoldighedsfester i natten, en legeplads for alle, der måtte have brug for et afbræk fra hverdagen, det skal føles som at dumpe ned i kaninhullets vanvid. Et sted, hvor der er plads til voksne og unge, og hvor det hele kan gå op i en højere enhed. Ja, faktisk et sted, hvor farmand og søn, sagtens kunne støde på hinanden. 

Din nye natklub åbner i “spøgelseshuset”, du ser i baggrunden. Den er god nok, vi har overtaget lokalerne på en af byens mest nostalgiske adresser. Men inden det hele går løs, får lokaliterne en grundig og gennemgribende overhaling både inde og ude.

Åbningsdatoen og meget mere information vil vi dele løbende, så følg med på rejsen og sæt endelig bare forventningerne højt til os. Og til Middelfarts nye natklub. Det lever vi fint med.