Suveræne Middelfart Håndboldklub kan rykke op på søndag

0
193
Foto: Middelfart Håndboldklub

Middelfart Håndboldklub kan rykke op i 3. division på søndag, hvor de hjemme i Lillebæltshallen møder He-Ry 67.

41-21, 28-18, 39-18, 22-20, 28-22, 31-25 og 33-24. Det er Middelfarts resultater for anden halvdel af sæsonen i Fynsserien, der er delt op i to.

Middelfart er med de syv sejre på førstepladsen i Fynsserien, hvor de med fire kampe tilbage af sæsonen har syv point ned til GOG 3. Det betyder, at Middelfart med en sejr i søndagens kamp mod He-Ry 67 kan sikrer sig oprykning.

“Mange af os har spillet håndbold i mange år og på højere niveau, men når man står foran en kamp med muligheden for at rykke en række op med en masse gode holdkammerater, som man har kæmpet sammen med hele sæsonen, så er det ligegyldigt hvilket niveau det er på, så glæder man sig bare helt vildt til kampen, som man selvfølgelig håber på vil få det udfald vi stræber efter,” siger Middelfarts Christian Johansen, der blandt andet har en fortid i FHK, til Middelfart AVISEN og fortsætter:

“Sæsonen har været lang og vi har sat et stort pres på os selv ved hele tiden at melde ud at vi går efter oprykning. Nu har vi spillet os i en situation, hvor vi selv kan afgøre det på hjemmebane med en sejr. Derfor gælder det om at give den alt hvad den trække, så vi efter kampen kan sidde med en kold øl i hånden og kigge på hinanden og sige, at vi gjorde det sku. Men intet er afgjort endnu, vi skal møde 12 mand som vil gøre alt hvad de kan for at vinde kampen. Så vi håber, at mange mennesker vil bruge deres søndag eftermiddag på støtte os,” lyder det fra Middelfart-spilleren.

Middelfart og He-Ry 67 tørner sammen søndag klokken 17:15 i Lillebæltshallen.