Samarbejde bærer frugt: 7 ud af 10 ledige kommer i job

0
131
Tina Hestbæk Olesen blev fastansat hos Fiberline efter et målrettet uddannelsesforløb. Foto: Middelfart Kommune
Tina Hestbæk Olesen blev fastansat hos Fiberline efter et målrettet uddannelsesforløb. Foto: Middelfart Kommune

Færre ledige og flere kvalificerede medarbejdere til virksomhederne. Middelfart Kommune har succes med at skaffe ledige job, når uddannelse og virksomhed kobles sammen fra begyndelsen

Da Fiberline i 2007 flyttede al produktion og administration til Middelfart, havde virksomheden behov for flere medarbejdere. I den forbindelse blev et tæt samarbejde med Middelfart Kommunes Job- og Vækstcenter grundlagt.
 

– Vi søger løbende efter nye medarbejdere til vores produktion, men der er rift om produktionsmedarbejdere. Vi får ansøgninger, men samarbejdet med kommunen har åbnet for flere muligheder, og her dukker kandidater op, som vi umiddelbart ikke ville kigge efter i første omgang, fortæller Charlotte Toft, der er HR Operational Partner hos Fiberline.

70 procent i job
Fiberline er langt fra den eneste virksomhed, som samarbejder med Middelfart Kommune. Antallet af virksomheder, der aktivt gør brug af muligheden for opkvalificering af ledige kandidater i et samarbejde med Job- og Vækstcenteret stiger fortsat, fortæller Kia Lund McDermott, der er leder af Job- og Vækstcenters virksomhedsservice.
 

Med de målrettede uddannelsesforløb for ledige er det lykkedes at få omkring 70 procent af deltagerne på forløbene i arbejde.

Kia Lund McDermott er ikke i tvivl om, hvad forklaringen på den høje succesrate er.

– Job- og Vækstcenteret udarbejder sammen med uddannelsesinstitutionerne et udkast til forløbet, men det er virksomhederne, der suverænt bestemmer det endelige indhold. Det sikrer, at forløbene skræddersyes virksomhedernes behov. 

I Fiberlines tilfælde består samarbejdet med Middelfart Kommune af, at ledige borgere bliver tilbudt et målrettet forløb for produktionsvirksomheder med seks ugers undervisning og fire ugers praktik i virksomheden.


Borgmester i Middelfart Kommune, Johannes Lundsfryd, glæder sig over, at det tætte samarbejde mellem virksomheder og kommune resulterer i, at 7 ud af 10 ledige kommer i job. Borgmesteren kalder det en dobbelt gevinst.
 

– Virksomhederne får kvalificeret arbejdskraft, som kan være med til at sikre vækst. De ledige kandidater får opkvalificeret deres kompetencer til det, virksomhederne har brug for, siger borgmesteren.

På forkant med udviklingen
Kia Lund McDermott fortæller, at man i Middelfart Kommune nøje overvåger, hvilke brancher der vokser, og hvor der opstår ledig arbejdskraft. På den måde kan kommunen hele tiden tilpasse opkvalificeringen af de ledige.

– Vi opdager ofte før virksomhederne, hvor der er et behov. Det gør, at vi kan kontakte virksomhederne i god tid og hjælpe dem med at være på forkant.

Desuden har de i alt 19 virksomhedskonsulenter i Job- og Vækstcenter et særdeles godt kendskab til kommunens erhvervsliv. De bruger tid på at besøge Middelfart Kommunes mange virksomheder i løbet af året, og Kia Lund McDermott fortæller, at man i løbet af 2017 besøgte over 1.300 unikke virksomheder og var på over 3.500 virksomhedsbesøg.

Middelfart Kommunes Job- og Vækstcenter er desuden en del af Job7, som er Trekantområdets fælles rekrutteringssamarbejde og Rekrutteringsservice Fyn.
 

Det betyder, at når virksomheder kontakter jobkonsulenterne i Middelfart Kommune, så får de adgang til arbejdsstyrken i nabokommunerne i både øst og vest i stedet for blot én kommune. 


FAKTA:

SÅDAN FOREGÅR SAMARBEJDET:

–    Når en virksomhed henvender sig til Job- og Vækstcenter i Middelfart Kommune med behov for arbejdskraft, forsøger man i første omgang at finde en medarbejder, med netop de kompetencer virksomheden har brug for blandt de jobsøgende i databasen.
–    Er der ikke egnede medarbejdere, kan Job- og Vækstcenter hjælpe med at uddanne ledige, så de får de kompetencer, som virksomheden efterspørger.
–    Virksomheden forpligter sig ikke til at ansætte de ledige. De forpligter sig kun til at tilbyde et praktikforløb. 
–    I Middelfart Kommune ender omkring 70 procent af de ledige med ansættelse efter deltagelse i et af forløbene.

Sammen med Job7 har Middelfart Kommune gennemført et eller flere af følgende forløb i løbet af 2018:

–    Den gode håndmand (målrettet entreprenørbranchen)
–    Industriel produktion
–    Godstransport
–    Forløb målrettet Gældsstyrelsen
–    Tjener/køkken (målrettet restauration og hotelbranchen)
–    Kabelmontør (målrettet elektrikerbranchen).

annonce

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here