Nyt makkerpar styrer gastronomien hos Comwell KongebroGaarden

0
206
Foto: Comwell Hotels

Det ikoniske luksushotel i Middelfart, Comwell KongeBrogaarden fik den 1. november et nyt makkerpar i Restaurant Dannebrog. Restaurantchef Jacob Neumann og køkkenchef Kristian Værum Gade er det nye dynamiske par, der skal stå i spidsen for den fremtidige gastronomiske udvikling på den fynske mad-himmel.

Vi er taget på besøg for at høre mere om, hvem de to nye kokke er, og hvad deres tanker og planere er for stedet, der har begejstret kendisser og ladet lokalstoltheden blomstre. Den første vi taler med er Jacob Neumann.

Jacob Neumann er ny Restaurantchef på Dannebrog på Comwell KongebroGaarden (Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

Jacob Neumann kommer senest fra en stilling som restaurantsouschef på HUSET i Middelfart. Udover at være uddannet tjener er Jacob også uddannet kok. Jacob har tidligere været banket souschef på Koldingfjord, restaurantchef på Kryb-i-ly Kro samt haft egen vinbutik m.m. og kommer dermed med en god og bred baggrund fra branchen. Jacob er 43 år gammel og bor i Middelfart sammen med sin kone Heidi og deres to børn.

“Det er Danmarks bedste luksushotel udenfor København. Vi har alt. Pool, spa og luksuriøse suiter, hvor man oplever historiske vingesus og ikke mindst et anerkendt køkken, som vi har været kendt for i mange år, og som vi gerne vil føre videre,” fortæller Restaurantchef Jacob Neumann fra Restaurant Dannebrog og fortsætter:

“Vi skal ikke opfinde den dybe tallerken, men til gengæld være bedre til at fortælle historien om, hvad vi kan, og ikke mindst, at vi giver nogle ekstraordinære oplevelser fra den almindelige a la carte, til et frieri, en ni-retters-menu og vin fra vores kæmpestore vinkælder, så alt indenfor det gastronomiske univers.”

Se TV-indslag med Jacob Neumann her, hvor han fortæller om det privilegium og den ærefrygt jobbet som restaurantchef er og byder på.

Den nye køkkenchef er også meget stolt over sit nye job på Restaurant Dannebrog. Kristian kommer senest fra en stilling som køkkenchef på Sixtus Sinatur Hotel & Konference – før det har han været på forskellige steder som Comwell Kolding, Comwell Kellers Park og Hotel Vejlefjord. Udover at være en passioneret og dygtig kok har Kristian en baggrund som professionel håndboldspiller. Kristian er 30 år gammel og bor i Jelling sammen med sin kone Janni og deres to små børn Karl og Marie.

Køkkenchef Kristian Værum Gade er klar til at byde årstiderne og naturen ind i køkkenet. (Foto: Thomas Lægaard / Fredericia AVISEN)

“Restaurant Dannebrog bestræber sig på at levere gode lækre menuer, og heraf bruge de gode råvare gennem sæsonerne. Udsigten til Lillebælt giver et oplagt bud på at fokusere på fisk og skaldyr, gerne inden yngletiderne, hvor fisken er federe og smagere lidt bedre, men også skoven oppe bagved, hvor vi har dyrene og planterne, der smager intet mindre end fantastisk,” fortæller køkkenchef Kristian Væver Gade.

Se TV-indslag med Kristian Væver Gade her, der fortæller om den høje kvalitet, man kan glæde sig til.