Nu stiger pensionsalderen – er du klar?

0
56



Carsten Holdum, forbrugerøkonom i PFA

Har du tænkt på din pensionsalder i de første dage af 2019? Formentlig ikke. Men det er der faktisk god grund til at gøre. For det er nu, det sker. Det, som har været aftalt og diskuteret længe. Pensionsalderen stiger her efter nytår – for første gang i mere end 60 år. Og det kan have stor betydning for dig. For måske har du udsigt til at skulle arbejde længere, end du troede? Måske skal du ændre dine planer? Og hvad betyder det for din økonomi?

Kort fortalt kan du se frem til en højere folkepensionsalder, hvis du er født i 1954 eller senere. Fra 1. januar skal man være 65,5 år for at kunne få folkepension. Folkepensionsalderen stiger til 67 år frem mod 2022 og til 68 år i 2030. Og planen er, at den fremover skal stige yderligere, hvis vores levetid fortsætter med at stige.

Hvis du har planer om at gå på folkepension som 65-årig, men du finder ud af, at det først er muligt som 66-årig, så har du dog stadig mulighed for at gå før tid. Men det kræver, at du selv finansierer det. Som grov tommelfingerregel skal du have sparet en halv årsløn mere op for hvert år, du ønsker at trække dig tilbage før folkepensionsalderen. Har du længe til pensionsalderen, er det ikke et problem at nå at spare nok op. Men det vil det være, hvis du er tæt på pensionsalderen. I den situation kan lavere forbrug som pensionist være konsekvensen af at gå før tid.

Men den stigende pensionsalder kan omvendt også blive en økonomisk gevinst for dig, hvis du har planer om at følge den. For de ekstra år i arbejde betyder mere opsparing og afkast, og at opsparingen ikke skal række i lige så mange år. Går du f.eks. fra som 67-årig i stedet for som 65-årig, så vil din forventede indkomst som pensionist stige med 15 pct. Og generelt gælder det, at jo flere år du arbejder, jo større vil gevinsten være.

Med andre ord kan den stigende pensionsalder, der har ramt her efter nytår, have stor betydning for både dit arbejdsliv, din pensionisttilværelse og din privatøkonomi. Derfor er det værd at give en tanke.

http://www.vw-fredericia.dk/?gclid=Cj0KCQiA37HhBRC8ARIsAPWoO0xwqrnDkldfoKMFxtisjKIA2KLUt3OBj2oScJX61fUt6tucz9XFTKoaAm_AEALw_wcB
Annonce



EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here