Lokale dommere holder styr på statistikken til VM

0
18
Daniel Bodin (th.) og Allan Thomsen (tv.) Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Når der på TV-skærmen står, at Mikkel Hansen har scoret fire mål på fem forsøg, så ligger der et stort arbejde bag. Det arbejde er udført af to lokale håndbolddommere, der i 14 dage nærmest bor i Jyske Bank Boxen.

Daniel Bodin og Allan Thomsen har deres vante gang i håndboldhallerne rundt om i vores område. Normalt når de er i en hal, så er det for at styre slagets gang som dommere, men til VM i herrehåndbold i Jyske Bank Boxen er opgaven en lidt anden: De skal holde styr på statistikken, så både TV-seere og journalister kan følge med i kampen, detalje for detalje.

Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

“Vi indtaster alle informationer om spillerne, det er ikke kun hvor mange mål de har scoret, det er meget mere detaljeret end det”, fortæller Daniel Bodin.

“Målet er delt op i ni felter, og banen er delt op i otte. Så er det vores opgave på et splitsekund at vurdere, hvor på banen spilleren stod og hvor i målet bolden blev skudt. Det er faktisk lidt ligesom at være dommer, man skal være meget opmærksom”, siger Allan Thomsen.

Foran sig har de selvfølgelig banen, men hvis det går lidt for hurtigt, så er der også TV-skærme, der kan hjælpe dem på vej. Men TV-skærmene er ingen garanti for at det er korrekt.

“Vi skal træffe beslutningerne meget hurtigt nogle gange. Det går meget stærkt, og TV sender ikke alle situationer i langsom gengivelse, så vi skal kunne træffe et valg, og så må vi leve med at leve fejl en gang i mellem”, siger Allan.

Pladserne er heller ikke de værste, faktisk tror jeg ikke man kan få dem meget bedre. De har fået pladser lige bagved spillerbænken, men det er ikke nødvendigvis altid godt.

“Det er virkelig en fed plads, ingen tvivl om det. Men når spillerne står op på bænken, så kan vi altså ikke se så meget”, siger Daniel med et grin.

Allan og Daniel har siddet med statistik i alle kampe i Jyske Bank Boxen – og ikke kun når Danmark har spillet. Det giver lange dage i hallen, men når man er håndboldnørd, så gør det nok ikke det store.

“Vi møder ind en time før kampstart, så når der er kamp klokken 15, så er vi her omkring klokken 14. Så er der kamp 15:00, 17:30 og 20:15. Det er en lang dag, men vi kan lide det”, siger Daniel.

De to lokale dommere har fornøjelsen af at sidde med statistikker resten af turneringen i Jyske Bank Boxen – inklusiv finalen.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here