Lad børn være børn

0
38
læserbrev

Af: Lars Olesen, Folketingskandidat for SF i Sydjyllands storkreds, Prinsessegade 62, 1.tv, 7000 Fredericia.

Børn skal have lov til at være børn. De skal have plads til at være det og de skal have tid til at være det. Det er meget forskelligt, hvornår børn er klar til at starte i skolen og det skal vi som samfund respektere og understøtte deres udvikling i stedet for at forhaste den fordi det er bedre for den kommunale økonomi.

Som folkeskolelærer er 1. april altid lidt en mærkedag. De små førskolebørn kommer i deres gule veste og starter på skolen med lys i øjnene og navne på trøjerne. Heldigvis er de fleste klar til at starte i 0.klasse og til at sidde stille i et klassefællesskab. Nogle af dem er dog ikke og i dag kan det være en økonomisk gevinst for kommunerne at få børnene hurtigere i skole. Det ligger et urimeligt pres på børnene og deres forældre og det mener vi i SF er forkert.

Det giver stress for barnet og kan være en stor udfordring for klassekammerater og voksne i skolen. Det giver stress for forældrene der er blevet bortdømt af kommunen og det giver dårligere vilkår for udviklingen af de børn, der stadig har brug for rigtig meget pædagogisk opmærksomhed, som de kan få i børnehaven og ikke i skolen.

I SF mener vi udelukkende det skal være op til forældrene at vurdere, hvornår deres børn er klar til at tage skoletasken på ryggen og bevæge sig ind i skolens uoverskuelige verden. Børnene skal have lov til at få et år mere i børnehaven, hvis de har brug for det.

I stedet for at presse vores børn skal vi i den anden retning. Vores institutioner skal være bedre og stærkere. Der skal være flere voksne i vores institutioner, så der er tid til omsorg og tryghed omkring børnene.  I SF vil vi have minimumsnormeringer og har kæmpet for det i mange år. Vi mener at der skal være et maks på 3 børn pr voksen i vuggestuerne og 6 børn pr voksen i børnehaverne. Det skal vi også være klar til at sikre kommunen økonomien til at gøre.

Lad os give børnene Ro på og give dem lov til at være børn og blive ordentligt parat til resten af livet.  

https://jutlander.dk/om-jutlander-bank/om-os/afdelinger/fredericia