KMD og IRONMAN slutter historisk sponsorsamarbejde med Europamesterskab i Helsingør og ikonisk distance i København

0
261
Til weekendens KMD IRONMAN 70.3 European Championship i Helsingør og augustmåneds KMD IRONMAN Copenhagen er det sidste gang atleterne løber under KMD-buen på vej i mål. På billedet løber danske Kristian Høgenhaug i mål som nr. 2 til KMD IRONMAN Copenhagen i 2018 . Fotograf: Getty Image for IRONMAN

Når Helsingør i weekenden samler Europas bedste triatleter til European Championship på IRONMAN 70.3 distancen for tredje år i træk, bliver det for sidste gang med KMD i eventtitlen ligesom det også er sidste gang deltagerne til augustmåneds KMD IRONMAN Copenhagen kan lade sig hylde ved at løbe under KMD-portalerne på den ikoniske opløbsstrækning på Christiansborg Slotsplads. KMD og IRONMAN samarbejdet har været et af de største og mest omfattende IRONMAN sponsorater i verden samt det længste titelsponsorat blandt Europæiske IRONMAN events.

Alle gode ting kommer til en ende. Game of Thrones sluttede efter otte sæsoner. KMD’s sponsorat af IRONMAN slutter efter ni sæsoner. 

“Vi har været stolte og glade for vores IRONMAN sponsorat, og vi har i særdeleshed nydt vores mangeårige samarbejde med den yderst professionelle og imødekommende IRONMAN organisation. Det har særligt været en fornøjelse at have tusindvis af KMD ansatte i vandet og på vejene under de mange events gennem årene. Vores beslutning om at lukke ned for vores engagement bunder i et ønske om en omprioritering af dele af vores kommunikations- og marketingaktiviteter, hvor et så stort titelsponsorat den kommende tid ikke vil have vores fokus. Vi ser meget frem til den resterende del af sæsonen og ønsker herefter IRONMAN god vind og alt mulig held og lykke fremover”, siger Christoffer Hellmann, kommunikationschef i KMD. 

Et partnerskab grundlagt på fælles værdier skabte grobund for udvikling 

Samarbejdet der startede i 2011 fortalte historien om hvordan udholdenhed, determination, engagement og fokus på præstationen skaber succes både i sporten, men i den grad også i forretningslivet. – og KMD blev fællesnævner med triatlon i Danmark. 

Hvad der startede som et mindre triatlonevent i København er nu mangedoblet i antal deltagere og hører under en større portefølje af events under IRONMAN Danmark, der hvert år får mere end 10.000 atleter og motionister ud og svømme, cykle og løbe på dansk jord. IRONMAN Danmark kan nu bryste sig af hele to events i absolut international topklasse. KMD IRONMAN Copenhagen, der er det eneste IRONMAN event, som foregår i hjertet af en storby, samt KMD IRONMAN 70.3 European Championship Elsinore, der i disse dage tiltrækker atleter fra hele verdenen samt den absolutte top elite til Helsingør. 

“Vi har været rigtig glade for samarbejdet gennem den lange rejse, vi har været på med KMD. Sammen har vi skabt to meget unikke events i IRONMAN’s racekalender. Men måske endnu vigtigere, så har samarbejdet fostret en masse triatleter blandt de KMD ansatte, der har kunnet prøve kræfter med triatlon gennem vores KMD 4:18:4 serie af motionsløb og senere hen de længere distancer. Deltagelsen og opbakningen fra de KMD ansatte gennem de sidste otte år har været bemærkelsesværdig og vi har nydt at være en del af deres store præstationer, sjove stunder og stærke samarbejde” Thomas Veje Olsen, Vice President of Operations EMEA IRONMAN. 

IRONMAN Danmark er en del af IRONMAN Scandinavia og en af de muligheder man nu kigger på er at finde en hovedsponsor for alle de skandinaviske IRONMAN aktiviteter: 

“Udviklingen af triatlonsporten har i perioden ikke bare været eksplosiv i Danmark, men også i resten af Norden. Vores portefølje af events og race er vokset utrolig meget, det er derfor oplagt for os at kigge på Norden og Skandinavien som et samlet marked, hvor IRONMAN kommercielt er det den største aktør. Men til at starte med så skal vi afslutte det fremragende samarbejde med KMD med et fantastisk europamesterskab i Helsingør og så KMD IRONMAN Copenhagen, der i år meget symbolsk er tilbage på Christiansborg Slotsplads hvor det hele startede,” siger Thomas Veje Olsen.  

Historie:
2010: KMD Challenge Copenhagen takes place for the first time

2011: KMD bliver titelpartner for KMD Challenge Copenhagen

2013: WTC køber YWS og KMD IRONMAN Copenhagen bliver første IRONMAN event i hjertet af en hovedstad

2014: KMD IRONMAN udvider porteføljen med et nyt event på den halve distance – KMD IRONMAN 70.3 Kronborg

2015: The Wanda Group køber WTC for 4.2 milliard2016: IRONMAN brandet udvides fortsat og flere nye europæiske massedeltagelses events opkøbes

2017: KMD IRONMAN 70.3 Kronborg bliver vært for det Europæiske Mesterskab og skifter titel til KMD IRONMAN 70.3 European Championship Elsinore

2019: Niende og sidste sæson for KMD IRONMAN sponsoratet. Sidste event afholdes i Aarhus til september. 

Den danske IRONMAN portefølje anno 2019:

KMD IRONMAN Copenhagen

KMD IRONMAN 70.3 European Championship Elsinore (halv IRONMAN distance)

KMD IRONMAN 51.50 Aarhus (Olympisk distance)

KMD 4:18:4 i København, Aarhus, Odense og Aalborg

KMD IRONKIDS i København, Helsingør og Aarhus

http://bit.ly/sofielindelecture