Jyske Bank klæder førstegangskøbere på

0
283
Foto: Patrick Viborg Andersen, Middelfart AVISEN

D. 19. september afholder Jyske Bank et arrangement på Café Razz i Middelfart i samarbejde med Realmæglerne Middelfart og Middelfart Advokaterne, hvor arrangementet har til formål at klæde en på til sit første boligkøb.

Jyske Bank har tidligere haft succes med at afholde arrangementer, som skal klæde købere på til deres første boligkøb, og nu gentager de succesen d. 19. september hos Café Razz.

Middelfart AVISEN har talt med Christina Kolle og Maria Gundersen, der er rådgivere i Jyske Bank, om arrangementet.

“Man behøver ikke være lige rundt om hjørnet til at skulle købe. Vi fortæller om opsparing og de forberedelser man kan lave. Det er lige så meget henvendt til dem, der skal købe om et, to eller tre år,” indleder Maria.

Deltagerne ved de foregående arrangementer, som Jyske Bank har afholdt, har primært været 25-35 årige, og blandt dem har der blandt andet været studerende, der ikke er blevet afholdt fra at købe, selvom deres økonomi ved første øjekast ikke rækker til et boligkøb.

“Vi kan tilbyde lempelige lån, selvom man er studerende, og så er der en afdragsfrihed, som gør, at studerende kan være med. Hvis vi kan se perspektiver i, at man får en god indtægt, vil vi gerne lade studerende optage et lån til et boligkøb,” siger Christina.

Til arrangementet er det muligt at spørge både Jyske Bank, Middelfart Advokaterne og Realmæglerne Middelfart, hvis man har spørgsmål, og de to rådgivere fortæller hvad typiske spørgsmål kan være.

“Hvor meget skal jeg have sparet op og hvor stort skal rådighedsbeløbet være? Til det kan man svare, at en rapport fra Finanstilsynet siger, at man skal have et rådighedsbeløb på 10.000 kroner i måneden, hvis man er et par, og man skal afsætte minimum 2.500 kroner pr. barn,” fortæller Maria.

Trods rapporten fra Finanstilsynet står Jyske Bank ikke stejlt på det, hvis man kan dokumentere, at man bruger mindre.

“Vi laver en meget individuel vurdering, og hvis man kan dokumenterer, at man bruger mindre over en længere periode, så ser vi selvfølgelig på det,” siger Christina.

Hvad får I ud af arrangementet som bank?

“Vi klæder kunderne godt på, og derudover får vi nye kunder og forhåbentligt vælger de os, når de skal købe en bolig. Vi styrker relationen til kunder vi har i forvejen, og det er det vigtigste,” slutter Maria.

Programmet til bliv klædt på til dit første boligkøb

Programmet for arrangementet, der er gratis at deltage i og er for alle, også personer der ikke er kunder i Jyske Bank, ser således ud:

17:30: Velkommen
17:40: Sådan forbedrer du dit boligkøb
v/ Christina Kolle og Maria Gundersen, bankrådgivere i Jyske Bank
18:10: Føl dig tryg på boligmarkedet
v/ Casper Jørgensen og Michaela Borgqvist, Realmæglerne Middelfart
18:30: Tag advokaten med på råd
v/ Lasse Pihl og Mia Møller, Middelfart Advokaterne
18:45: Spisning, spørgsmål og boligsnak
20:00: Tak for i aften

Man tilmelder sig arrangementet ved at henvende sig til Christina Kolle på 89 89 85 78 eller christina.kolle@jyskebank.dk senest d. 15. september.