HK Handel: Personalet tilsidesættes hvis lukkeloven afskaffes

0
103
FOTO: Sektorformand for HK Handel Per Tønnesen.

Det er i dag kommet frem, at regeringen ønsker at afskaffe lukkeloven. Sker det, så bliver personalet med sikkerhed de store tabere, da der så ikke længere vil være nogen øvre grænse for, hvor længe og hvornår butikkerne kan have åbent. Samtidig er det noget usikkert, hvem der rent faktisk vinder ved forslaget.

Det virker som et uigennemtænkt forslag, når regeringen ønsker at afskaffe lukkeloven. Der er i forvejen meget få regler på området, efter at man i 2012 senest ændre loven, men nu vil man så skære den helt væk.

Det betyder, at butikkerne og butikskæderne fuldstændigt selv bestemmer, hvornår man vil holde åbent. Den lokale Netto kunne således komme til at holde åbent til klokken 22 – juleaften!

– Det er hævet over enhver tvivl, at det bliver personalet, som kommer til at trække det korteste strå i den ligning. Deres arbejdstider er i forvejen meget skæve og varierende, og nu kan de så ende med at skulle arbejde både juleaften og nytårsaften. Det er ikke i orden, siger sektorformand for HK Handel Per Tønnesen.

Det er TV2 Nyhederne, som i dag kunne løfte sløret for regeringens planer. Heldigvis er det foreløbigt kun tale om et forslag, og man kan derfor håbe, at der trods alt er nogen på Christiansborg, som tænker på personalet og ikke på en noget diffus økonomisk gevinst.

– Det er svært at få øje på, hvem det er, som skal “vinde” ved det her forslag. Danskerne har i forvejen mange indkøbsmuligheder i hverdagen, så det kommer næppe til at gøre den store forskel, at de så vil kunne købe en liter mælk klokken 21 juleaften. Det virker uigennemtænkt, siger Per Tønnesen.

Hos HK Handel, der er overenskomstbærende fagforening på butiksområdet, opfordrer man i stedet politikerne på Christiansborg til at stoppe og trække luft ind, inden man eventuelt siger ja tak til et forslag, som i den grad vil forringe arbejdslivet for de mange tusinde butiksansatte i Danmark.

– Personalet i butikkerne knokler i forvejen uforholdsmæssigt meget i både december og januar. Det må vel være rimeligt nok, at de også får mulighed for at stoppe op og tage et par dage fri til at holde jul. Især når der ikke er noget økonomisk incitament for, at fjerne lukkeloven. Danskerne begynder næppe at handle mere ind, bare fordi de kan handle juleaften eller nytårsaften, slutter Per Tønnesen.

https://www.laterrazza.dk/
Klik på annoncen og se mere



EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here