Fyraftenssang med feminint fokus

0
50

Musikpædagog Tina Rassing fortæller og synger for, når Biblioteket på KulturØen inviterer til Fyraftenssang, der denne gang sætter spot på kvinderne i Højskolesangbogen.

Da Biblioteket på KulturØen slog dørene op til årets første Fyraftenssang i januar, nåede deltagerantallet næsten op på de hundrede. 96 sangglade gæster havde lagt vejen forbi for at synge fyraftenen ind. Og nu gentager vi succesen, når Tina Rassing, der er sanger og musikunderviser, torsdag den 21. februar kl. 16.30 spiller for i afsyngelsen af udvalgte sange fra Højskolesangbogen.

Den danske sang er…
Den danske sang er en ung blond pige, men mon ikke også der gemmer sig en rødhåret kvinde, en midaldrende brunette eller en gråsprængt dame i sin bedste alder i Højskolesangbogen? Disse kvinder vil Tina Rassing finde frem, når hun tager alle fremmødte med en tur ind i højskolesangenes feminine univers. Her hentes kvinden og det kvindelige touch frem og hyldes og hædres med humor og højt humør. Og selvom omdrejningspunktet for dagens Fyraftenssang er kvinder, så er det naturligvis også for mænd. 

Kom og syng med
Det er torsdag den 21. februar kl. 16.30-18.00, der er Fyraftenssang på KulturØen. Det er gratis at deltage, og der kræves ingen særlige forudsætninger for at deltage. Kun lysten til at synge – eller til at lytte.
 Fyraftenssang er arrangeret i samarbejde med DOF Middelfart MusikAftenskole.