Fynske ildsjæle trækker læsset i kampen mod sclerose

0
115
Cykelnerven. Fotograf: Sabina Mehic, Middelfart AVISEN

Til juni sætter godt 300 danske cykelentusiaster kursen mod de franske alper og Tour de Frances allermest afgørende bjerge. Her kæmper de sig til tops på otte stejle tour-stigninger på bare fire dage. Anledningen er Scleroseforeningens årlige cykelevent Cykelnerven, hvor deltageren kæmper for en verden uden sclerose. Blandt årets deltagere er ikke færre end 44 fynboer.

På Cykelnerven deler alle 300 deltagere en fælles passion for bjergcykling af den allermest krævende slags. Men de har også en fælles mission – de cykler for at samle penge ind til forskning i sclerose. I Danmark har vi nemlig en kedelig rekord: Antallet af danskere med sygdommen sclerose er fordoblet på 20 år, og hver dag kommer der nye tilfælde til. Men den udvikling er Cykelnervens dedikerede deltagere med til at ændre på. De samler nemlig hvert år et stort millionbeløb ind til den forskning, som skal stoppe sygdommen.

”Det er virkelig det lange, seje træk, der gælder, når vores ryttere samler penge ind til forskning. Hver eneste rytter på holdet gør en kæmpe stor indsats for at skaffe sponsorater, sælge logopladser på holdets cykeltøj og ikke mindst arrangere lokale events, der kan sikre de nødvendige midler til forskning. Vi har kæmpe stor respekt for deres arbejde og engagement, og man kan virkelig mærke, hvordan de brænder for at gøre en synlig forskel. Samtidig mærker vi også en fantastisk opbakning fra det lokale erhvervsliv, som år efter år vælger at støtte deres lokale hold,” fortæller Mette Hjulmand Leonhard-Hjorth, som er leder af Cykelnerven hos Scleroseforeningen.

Fynsk indsats er guld værd

Når Cykelnerven rammer de franske bjerge, er det med et felt, der med sine tæt på 300 ryttere er endnu større end det officielle Tour de France-felt. Men det kræver et helt års forberedelse at blive klar til Cykelnerven. De 300 deltagere er fordelt på ni hold rundt om i landet – heriblandt Team Fyn, som i år tæller 44 mand. Hvert hold har sin egen kaptajn, som på frivillig basis arrangerer og koordinerer både træning og fundraising i mange måneder forud for turen til Frankrig. Og på det fynske hold løfter alle i flok for at samle penge ind til forskning. Siden starten tilbage i 2014 har det fynske hold bidraget med tæt på 2,9 millioner kroner.

Tour-eksperten bakker op

De fynske ildsjæle og resten af Cykelnerven får selskab af en stribe kendte garvede sportsfolk, når de rammer Alperne til sommer. Landsholdslegender som Martin Jørgensen og Thomas Helveg og alle fire medlemmer af den originale OL-Guldfirer, med Eskild Ebbesen i spidsen, cykler med og gør en stor indsats for at skabe opmærksomhed om sclerose.

Udover de mange sportsprofiler tæller Cykelnervens hold også en række kendte ansigter fra TV2. Både Mikael Kamber, Claus Elming, Bubber, Peter Tanev og ikke mindst Tour de France-eksperten Dennis Ritter er at finde på holdet, der skal indtage de franske alper. Og netop Dennis Ritter kan nikke genkendende til den helt særlige Cykelnerven-ånd, som de mange dedikerede ryttere på holdet er med til at skabe.

”Alle rytterne på holdet deler en passion for cykling og et ufatteligt stærkt sammenhold. For mig er det en stor ære at få lov til at køre med. Cykelnerven kører lige i hælene på de største personligheder i Tour de France-historien. Her får vi som helt almindelige mennesker lov til at træde i pedalerne på præcis de samme bjergsider som stjernerytterne. Jeg kan ikke komme i tanke om nogen anden sportsgren, hvor man på samme måde får adgang til idolernes arena som her,” fortæller han om Cykelnerven.

Årets udgave af Cykelnerven finder sted fra 12.-15.juni og består af nøje udvalgte bjerge fra Tourens 18.,19. og 20. etape. De tre etaper byder traditionen tro på en stribe helt afgørende stigninger – heriblandt det legendariske Col du Galibier.

Følg Cykelnerven på Facebook.com/Cykelnerven eller www.cykelnerven.dk

For yderligere information om Cykelnerven – kontakt venligst:

Kommunikationskonsulent i Scleroseforeningen Stine Røpke Lindrup
Tlf. 28 49 08 18
Email: sli@scleroseforeningen.dk