Forrest i klimakampen: Middelfart Kommune med på nordisk klimaliste

0
29
Johannes Lundsfryd (A), Borgmester i Middelfart Kommune. Foto: Matthias Niels Runge Madsen, Fredericia AVISEN

Med to bæredygtige klimaprojekter er Middelfart Kommune repræsenteret på listen over de bedste bæredygtige løsninger i hele Norden

Endnu engang er det lykkedes Middelfart Kommune at sætte dagsordenen, når det handler om klimatilpasning- og forebyggelse.

Middelfart Kommune er nemlig repræsenteret med hele to klimaprojekter på listen over de bedste bæredygtige løsninger i hele Norden.

Det er det nordiske samarbejde Nordic Sustainable Cities, der udgiver listen. 54 projekter fra byer i Norden er med, og Middelfart Kommune er med på listen med Klimabyen og Nytorv.

Middelfart Kommunes borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (S) glæder sig over, at kommunens klimaprojekter endnu engang bliver anerkendt – denne gang også i landene omkring os.

– At være med på listen er et stort skulderklap. Det er en anerkendelse af de mange projekter, som vi har sat i gang. I Middelfart Kommune har vi en ambition om, at vi gerne vil finde nye veje og være med til at bane vejen i klimakampen. Så når andre lande også kigger i vores retning og lader sig inspirere, så nytter det for alvor noget, siger borgmesteren.

Middelfart Kommunes arbejde med Klimabyen består i at udnytte terrænets naturlige fald til at aflede regnvand bl.a. via et lokalt vandløb. Med Nytorv har Middelfart Kommune været med til at sætte en ny standard for bl.a. bæredygtigt rådhusbyggeri.

Ifølge teknik- og miljødirektør i Middelfart Kommune, Thorbjørn Sørensen, er det vigtigt, at kommunen får anerkendelse for klimaprojekterne.

– Vi har masser af nye idéer og projekter på vej. Derfor er en blåstempling af det, vi allerede har ført ud i virkeligheden vigtig, så vi også kan komme godt videre med de næste projekter. Det er ikke målsætninger og planer, der rykker. Det er vores handlinger, siger teknik- og miljødirektøren.

Det er anden gang på blot få måneder, at Middelfart Kommune opnår anerkendelse i forbindelse med klimaprojekter. Tilbage i maj kom kommunen med på Realdania og Sustainias liste over de 100 bedste danske klimaløsninger med hele seks projekter.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here