Flere børn og ældre koster 1,9 milliarder næste år

0
86
Foto: Thomas Enghausen, næstformand i FOA

Landets kommuner står overfor en stor udfordring, når der i de kommende år kommer flere børn og ældre, som har brug for pasning, udvikling og pleje. Hvis fremtidens unge og ældre skal have en værdig behandling, skal der gøres op med sidste otte års tyrannisering af kommunernes budgetter, mener FOA.

I morgen mødes landets kommuner til Kommunalpolitisk Topmøde i Aalborg for at drøfte den kommunale virkelighed og de udfordringer, som kommunerne over hele landet står i. De kommunale udgifter skal vokse med 1,9 mia.kr. i 2020 alene hvis kommunerne skal kunne følge med det stigende antal børn og ældre. Det viser en analyse af befolkningsfremskrivningen, som FOA har lavet. 

“Det er altafgørende, at regeringen og Folketinget giver kommunerne mulighed for i det mindste at kunne bevare den nuværende kvalitet,” siger næstformand i FOA Thomas Enghausen.

Hvis de børn som bliver født nu og de ældre, der får brug for hjælp i fremtiden skal have en værdig behandling, bliver politikerne på Christiansborg i den kommende kommuneaftale nødt til at sikre, at der er midler nok til de stigende kommunale udgifter til børn, ældre, syge og udsatte.

“Derudover bliver regeringen og Folketinget nødt til at fjerne den trussel, der hænger over hovedet på landets kommuner.”

“Budgetloven med dens Moderniserings- og effektiviseringskrav betyder, at kommunerne hvert år skal finde effektiviseringer for en milliard kroner. Samtidig begrænser serviceloftet i den grad kommunernes frihed til at sikre helt basal velfærd, selv når kommunerne har råd. Vælger kommunerne at gøre det, falder Finansministeriets sanktionshammer tungt,” siger Thomas Enghausen.

De foreløbige kommunale regnskaber for 2018 viser, at kommunerne lige præcis overholder budgetterne. Det er første gang siden 2011, hvor sanktionerne over for kommunerne blev indført. I mange år har kommunerne brugt mange milliarder mindre end de rent faktisk kunne af frygt for at blive ramt af sanktioner fra regeringen.

“Det tyder på, at kommunerne er så pressede på økonomien, at de bruger alle de penge, de kan slippe afsted med uden at blive straffet – bare for at holde det nuværende serviceniveau,” siger Thomas Enghausen.

Derfor opfordrer han politikerne på Christiansborg om at sløjfe serviceloftet og de skadelige besparelser i form af omprioriteringsbidrag, moderniserings- og effektiviseringsbidrag.

“Kommunerne skal have større frihed til at investere i velfærd uden at blive straffet for det,” siger Thomas Enghausen.  

bit.ly/LethiFredericia
Skal du opleve legenden i Fredericia? Så klik her