Er monogami overhovedet naturligt?

På trods af at den typiske person ser sig selv som ”monogam” i sine parforhold, så viser virkeligheden noget andet. Antallet af nye besøgende i swingerklubberne boomer, og internettes pornosøgning har fået en ny spiller på top-10 listen, nemlig cuckold fantasier. Definitionen på denne fantasi er ironisk nok: en mand, hvis kone der har en affære foran øjnene på ham.

Troskab er den vigtigste af alle grænser, for den bekræfter vores forening mere end noget andet. Esther Perel, forfatter og parterapeut siger det så rigtigt: ”tidligere betød monogami, at man havde én sexpartner hele livet. I dag er det kommet til at betyde, at man har én sexpartner ad gangen.” Den kvinde der gifter sig, bliver skilt, er single i en tid inden hun går ind i et nyt forhold, kan altså betragtes som monogam.

Troen på monogami er så dybt forankret i os, at de fleste par sjældent diskuterer emnet åbent. De har ikke behov for at drøfte noget, der giver sig selv. Vi opfatter monogamiet, som noget absolut. At tage troskab op til drøftelse ville være det samme som at antyde, at det er et åbent spørgsmål, og at det ikke længere er uafviseligt.

Selvom skilsmisseprocenten sidste år var 46,5 %, og endnu højere for anden gangs ægteskaber, selvom folk er utro som aldrig før og monogami er et skib der synker hurtigere, end vi kan nå at øse vandet ud af det, så bliver vi ved med at klamre os til den synkende skude i overbevisningen om, at den er helt stabil.

Historisk set blev monogami indført, da mennesket for alvor begyndte at dyrke jorden. Der var nu et behov for at vide, hvis barn der tilhørte bondemanden med flest marker, og hvem der skulle arve kvæget, når han gik bort. Dengang havde det intet med kærlighed at gøre, men var en praktisk og nødvendig foranstaltning. I dag, særligt i vores vestlige kultur, har det alt med kærlighed at gøre. Da ægteskabet holdt op med at være en kontraktlig aftale og blev til en hjertesag, så blev troskab til den ultimative kærlighedserklæring. 

Vi har aldrig haft så mange krav til vores partner, som vi har i dag. Eftersom vi kan vælge den kærlighed vi vil, og vi ikke er tvunget til at gifte os med nogen bestemt, er ønskelisten med egenskaber til vores bedre halvdel, blevet uendelig. Det er en selvfølge, at der skal være tryghed, børn, ejendom og respekt. Men vi vil også have begær, interesse, overraskelser, elskov, fordybelse og mening. Vi skal være elskere, hinandens fortrolige, samarbejdspartnere, inspirationskilder og bedste venner. Det moderne ægteskab lover os, at der findes en eneste ene, der kan opfylde alt det. En sjælemage, prinsen på den hvide hest, disney eventyret og ”de levede lykkeligt til deres dages ende”.

Vi stiller sjovt nok aldrig spørgsmål ved ægteskabet som en institution. Det er jo endemålet! Nej, vi vælger i stedet for med at tro, at der må være en anden derude, der passer bedre til os. Bedre held næste gang. Fokus er hele tiden på genstanden for vores kærlighed, ikke på vores egen evne til at elske.

Monogamiet tilbyder den mest fantastiske følelse for en stund, nemlig ”jeg er blevet valgt, derfor er andre blevet sorteret fra.” Når min partner gentagne gange siger nej til andre på sine byture eller forretningsrejser, bekræfter han eller hun, at jeg er helt unik.  Men min betydningsfuldhed bliver knust, hvis dine hænder eller tanker vandrer andre steder hen. Og omvendt – hvis jeg ikke længere føler mig som noget særligt, begynder jeg selv at kigge ud af. Den, som bliver svigtet, kan også strejfe omkring og tænke: ”Er der mon en anden, der kan genoprette min betydning?”

Der forelægger massevis af evidens der både skal be og afkræfte, hvorvidt monogami er naturligt eller en social konstrueret norm. Hvis du som læser kunne være interesseret i at få udvidet sin horisont på dette emne, og måske endda blive lidt provokeret, så vil jeg anbefale den udsendelse på Netflix der hedder Explained. Der er et afsnit på 16 minutter, der opsummerer monogami. Eller læs den humoristiske bog ”Sex at Dawn” af Christopher Ryan og Cacilda Jethá, som beskæftiger sig med samme emne.

Jeg er ikke fortaler for hverken det ene eller andet, men jeg er optaget at diskussionen, og finder emnet spændende. Også fordi jeg dagligt møder de udfordringer i min praksis, som monogami kan give. Den eneste rigtige vej er at finde sin egen. Og det kan vi kun gøre, hvis vi har vejet fordelene og ulemperne og derved accepteret konsekvenserne, som vores livsvalg kan medføre. Men de færreste tør at åbne dialogen om dette emne.

Læs mere om min praksis som parterapeut og sexolog på www.dittewinkel.dk eller send mig en mail på kontakt@dittewinkel.dk hvis du har spørgsmål eller kommentar.