Elflæsk? – Debatindlæg af Lars Bonderup Bjørn

0
170
Foto: Lars Bonderup Bjørn

Romantikken har blomstret hos både kommercielle aktører og politikere. SEAS NVE kastede sig ind i kampen om Ørsteds elnet (Radius) og elkunder med advarsler mod udenlandske købere, og SF og Enhedslisten brugte salget til at markere sig som vogtere af andelstraditionen. Socialdemokratiet tog livet af salget af Ørsteds infrastruktur. Man må forstå på udmeldingerne fra Christiansborg og vores nordsjællandske kollegaer, at udenlandske købere pr. definition er det værste for kunderne, og at danske ejere derfor er det eneste rigtige. Der er blevet brugt mange skræmmebilleder.

Hvem siger, at det danske alternativ ville være godt for de omkring en million elkunder, der ville have været berørt? Radius er i forvejen ikke specielt veldrevet set fra et forbrugersynspunkt, da priserne er højere end i andre dele af landet. Forbrugerne – som nok mest af alt er vælgere – er blevet skræmt med truslen om de fremmede magter. Men er der ikke også en trussel fra de danske ejere?

Det er kun et Holger Danske kostume, der kan retfærdiggøre, hvorfor de politiske ildsjæle har sovet i de forgangne år og nu lader landet stande i våde: På Sjælland betaler man nemlig temmelig meget mere for el, end vi gør i Trekantområdet. Se engang priserne for basis-el den 9. januar 2018, her opgjort for en elforbruger i Kolding, der køber af sit lokale elselskab, en elforbruger i Kalundborg, der køber af sit lokale elselskab og en elforbruger i København, der ligeledes køber af sit lokale selskab – alt inklusive skatter, moms og afgifter. 2000 kWh er den typiske ejerlejlighedskunde og 4000 kWh den typiske parcelhuskunde.

Trekantområdet: 2.220,75 kr. (2000 kWh), 3.751,50 kr. (4000 kWh)

Kalundborg: 2.807,25 kr. (2000 kWh), 4.579,50 kr. (4000 kWh)

København: 2.426,25 (2000 kWh), 4.129,50 (4000 kWh)

Over 800 kroner betaler en parcelhusejer mere for el i Kalundborg end i Kolding. For fuldstændig det samme produkt. Priserne varierer fra dag til dag, men hver dag er det langt billigere at være lokal elkunde i Kolding end i Kalundborg og København. Det var den politiske kamp, der blev vundet. På Sjælland skal man fortsat have højere elpriser end i resten af Danmark. Skal man sige tillykke?

Pensionskasserne – særligt de udenlandske – er blevet fremstillet som glubske ulve, der ville gå efter en kortsigtet hurtig fortjeneste og var uinteresserede i at passe og udvikle deres investeringer i infrastruktur. Men hvor slemme er de pensionskasser så? Tjah, et synspunkt kunne jo være, at pensionskasser repræsenterer borgerne, og derfor er en moderne, professionaliseret form for forbrugereje? Er det så bedre end andelsselskaberne? Det kan der sikkert siges for eller imod, men der er, som det fremgår oven for intet, der taler for, at dansk altid er bedre. For forbrugerne. Jette Miller og De Fri Elhandleres påståede kamp for forbrugerne og den fri konkurrence er faldet med opbakningen til en valgkamp med elflæsk.

Det væsentlige i et kundeperspektiv er ikke, om ejeren er dansk eller udenlandsk. Det væsentlige er, at der er tale om en ejer, der investerer og vedligeholder langsigtet og driver forretningen rentabelt. For elnettet sikrer fremtiden. Det er en forudsætning for vores hverdag og en forudsætning for forandringen af samfundet til at være baseret på el-biler, varmepumper, og datacentre. Vi skal lede efter gode ejere og også lære det fra udlandet, vi kan lære.

https://www.laterrazza.dk/
Klik på annoncen og se mere



EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here