Danmarks største klimatilpasningsprojekt indvies

0
24

KlimaByen i Middelfart, der allerede har tiltrukket international opmærksomhed, er et enestående eksempel på byudvikling gennem klimatilpasning. Projektet indvies officielt torsdag den 19. september 2019 fra k 14.00-16.30

Klimatilpasset byudvikling, lokal regnvandshåndtering og attraktive bo- og aktivitetsområder. Det er nogle af nøgleordene bag KlimaByen og Aktivitetsskoven i Middelfart – Danmarks største klimatilpasningsprojekt i den gamle bydel i Middelfart.

KlimaByen er blevet til i et samarbejde mellem Middelfart Spildevand A/S, Middelfart Kommune og foreningen Realdania. Projektet tog sin begyndelse for syv år siden, og indvies nu officielt torsdag den 19. september 2019 fra kl. 14.00 til 16.30. 
 På dagen inviterer parterne bag projektet samt Lokale og Anlægsfonden til byvandring igennem KlimaByen. Der vil også være taler fra borgmester i Middelfart Kommune Johannes Lundsfryd Jensen (S), bestyrelsesformand i Middelfart Spildevand Allan Buch og filantropidirektør i Realdania Nina Kovsted Helk.

Derudover er der konkurrencer, afsløring af kunstværker samt lidt godt til ganen.

Engageret samarbejde
Der er god grund til at fejre, at KlimaByen nu står færdigt, mener borgmester i Middelfart Kommune, Johannes Lundsfryd Jensen.

– Vi er enormt stolte over at være en del af det her projekt. Ikke alene har det forskønnet vores bydel, det har også fremtidssikret den mod det våde klima, vi kommer til at opleve med klimaforandringerne, siger Johannes Lundsfryd Jensen, som også roser det gode samarbejde mellem partnerne i projektet.

– Et projekt i denne størrelsesorden ville ikke kunne have ladet sig gøre uden det gode og tætte samarbejde vi har haft mellem Middelfart Spildevand og Realdania og ikke mindst rådgiverne. I Middelfart Kommune har vi tradition for at samarbejde om projekter på tværs mellem virksomheder, foreninger og borgerne, og KlimaByen er et eksempel på nogle dybt engagerede samarbejdspartnere, der har fået et nyskabende projekt til at lykkes, siger han.

– Et flot projekt
Hos Middelfart Spildevand A/S glæder bestyrelsesformand Allan Buch sig også over, at KlimaByen nu står færdig.

– Det har været et godt stykke tid undervejs, men det viser også blot, hvor flot et projekt, det er, vi har gennemført. Et projekt som først og fremmest gør rigtig meget godt for Middelfart, men også kan fungere som inspiration til, hvordan vi som samfund håndterer de store mængder regnvand, vi vil modtage i fremtiden, siger han.
International opmærksomhed 
Filantropidirektør i Realdania, Nina Kovsted Helk, hæfter sig ved, at KlimaByen allerede er blevet vist frem for både nationale og internationale besøgende. 

– KlimaByen rækker langt ud over kommunegrænsen som et super flot projekt, der inden for ganske korte afstande viser mange forskellige måder at håndtere regnvandet på overfladen i stedet for udelukkende i rør under jorden. Det kan fungere som inspiration til, hvordan man udvikler byer til at være både klimasikrede og samtidig smukke, byer eller bydele, der er attraktive at bo, leve og færdes i. Det bliver helt sikkert et fast punkt på mange studieture fra hele verden, siger hun.

Alle interesserede er velkomne, når KlimaByen og Aktivitetsskoven indvies torsdag den 19. september klokken 14.00 – 16.30. Programmet for dagen kan ses på www.klimabyen.dk

https://fairbillet.dk/Store/Basket/BuyTicket?EventId=295&TicketCategoryId=992