Charlotte Houlberg ansat som ny børn- og ungedirektør i Middelfart Kommune

0
49
Foto: Middelfart Kommune

Charlotte Houlberg, der i dag er direktør for familie- og uddannelsesområdet i Solrød Kommune, tiltræder direktørstillingen 1. november.

Det bliver den 57 årige Charlotte Houlberg, der pr. 1. november tiltræder stillingen som børn- og ungedirektør i Middelfart Kommune. Charlotte Houlberg kommer fra en stilling som direktør på samme område i Solrød Kommune, og et enigt ansættelsesudvalg har valgt hende ud af et meget stærkt felt på 23 ansøgere, fortæller kommunaldirektør Steen Vinderslev, der er formand for ansættelsesudvalget:

– Vi får med Charlotte Houlberg en ny direktør, som har det helt rigtige fundament med mange års erfaring på børn- og ungeområdet. Vigtigst for os i udvalget er, at Charlotte står skarpt som en udviklingsorienteret leder, der er optaget af at etablere et stærkt samarbejde med alle omkring børn- og ungeområdet. I sin hidtidige karriere har Charlotte vist, at hun formår at skabe en fælles platform for udviklingen af området og samtidig har et stærkt blik for helheden. Og så fremstår hun som en meget dygtig kommunikator, konstaterer kommunaldirektør Steen Vinderslev.

Som børn- og ungedirektør i Middelfart Kommune får Charlotte Houlberg blandt andet ansvaret for:

  • De pædagogiske pasningstilbud til 0-5 årige med bl.a. 13 institutioner og cirka 80 dagplejere.
  • Folkeskolen inkl. specialtilbud, PPR, ungdoms- og musikskole med bl.a. 11 folkeskoler
  • Familie- og forebyggelsesområdet med blandt andet sundhedspleje, forebyggende foranstaltninger, familiepleje samt tandpleje.

Før stillingen som direktør for familie- og uddannelsesområdet i Solrød Kommune var Charlotte Houlberg chef for skoler og dagtilbud i Kerteminde Kommune. Charlotte har en socialvidenskabelig kandidatgrad fra SDU og har suppleret med lederuddannelser og er Master of Public Governance fra CBS.

Ser frem til mange opgaver

Hovedpersonen selv, Charlotte Houlberg, glæder sig til at begynde arbejdet som børn- og ungedirektør i Middelfart Kommune.

– Middelfart Kommune er inde i en rivende udvikling, og jeg vil gerne som direktør være med til at omsætte byrådets ambitiøse mål om at være et godt sted at leve og bo for alle borgere i kommunen og fortsætte arbejdet med at være Danmarks grønne vækstkommune, siger Charlotte Houlberg.

Charlotte Houlbergs ser frem til de mange opgaver, der venter. I budgetaftalen for 2019 er der to centrale investeringsstrategier på skoleområdet om styrkelse af skolernes arbejde med at skabe en folkeskole for alle med inkluderende læringsmiljøer for langt de fleste børn og om fastholdelse en skolestruktur med lokale skoler.

– Sådanne opgaver er selvfølgelig komplekse. Jeg vil glæde mig til at sætte mine mangeårige erfaringer som kommunal chef i spil, og jeg ved, at vi lykkes allerbedst, hvis alle vigtige parter omkring folkeskolen fra byråd, forvaltning, skoleledelser, medarbejdere, skolebestyrelser, forældre og elever går i dialog og føler sig involveret i opgaven med at udvikle og omstille folkeskolen i Middelfart hen imod de politiske mål, siger Charlotte Houlberg.

Sammenhæng i indsatserne

Generelt er Charlotte Houlberg optaget af at skabe sammenhæng i indsatserne for de 0 – 18 årige.

– Sammenhæng i børns overgang fra dagpleje, vuggestue, børnehave til skole er afgørende, hvis vi skal have alle børn med. Som kommune har vi en helt afgørende betydning for børn og unges dannelse og vi skal sammen stå på tær for, at alle Middelfart kommunes børn bliver livsduelige børn og unge, som har mod på mere uddannelse og mod på livet generelt, siger Charlotte Houlberg.

Som børn- og ungedirektør bliver Charlotte Houlberg en del af en organisation med ca. 3500 medarbejdere. Middelfart Kommune er kendt som en sund og attraktiv kommune, hvor der bor ca. 38.000 mennesker. Kommunen er effektivt administreret, ledigheden er lav, og der er god adgang til kvalificeret arbejdskraft for erhvervslivet, der er i vækst.

Charlotte Houlberg tiltræder 1. november og bliver en del af kommunens firemands-direktion, der ud over kommunaldirektøren og børn- og ungedirektøren består af en social- og sundhedsdirektør og en direktør for teknik og miljø.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here