30 mio. kr. til at uddanne jobparate kontanthjælpsmodtagere

0
83
Foto: Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard. Socialdemokratiet.dk

En ny pulje skal give jobparate kontanthjælpsmodtagere bedre muligheder for opkvalificering.

Regeringen og forligspartierne bag beskæftigelsesreformen har med Aftale om opkvalificering den 31. oktober besluttet at udmelde en regional uddannelsespulje til jobparate kontanthjælpsmodtagere på 30 mio. kr.

For selv om kontanthjælpsmodtagere generelt har mindre uddannelse end dagpengemodtagere, har de ikke samme muligheder for opkvalificering. Med den nye pulje kan de jobparate nu få korte, erhvervsrettede kurser fra den regionale positivliste i år og i 2020. Kommunerne kan, som i den ordinære regionale uddannelsespulje for dagpengemodtagere, få 80 pct. refusion på kurserne.

Puljen er et af i alt seks initiativer i Aftale om opkvalificering til 102 mio. kr.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

– Vi skal gøre gode tider bedre for alle, og jeg er glad for, at vi nu giver bedre muligheder for, at kontanthjælpsmodtagere kan blive opkvalificeret. I alt ruller vi initiativer ud for 102 mio. kr., der skal gøre op med det ensidige fokus på arbejdsudbud, som alt for længe har dikteret beskæftigelsespolitikken.

– Vi kan desværre se, at alt for få ledige uddanner sig, og derfor ser vi i øjeblikket nærmere på uddannelsesordningerne fra beskæftigelsesreformen i et stort serviceeftersyn. Næste skridt tager vi, når vi kender resultaterne af det eftersyn.

https://www.facebook.com/ShoppingBAZAR.dk/